Profil - Tryghed og Nærvær
Et nært og trygt miljø for alle børn
Børnehuset i Fredensgade er kendt for at være et lille og overskueligt sted, hvor dit barn får gode udviklingsbetingelser og oplevelser i de år, I er hos os.
Vi har hjemme i en ældre villa midt i Slagelse med en stor, hyggelig legehave omkring os.
Vi får på den måde foræret nogle hjemlige rammer, som dit barn hurtigt vil finde sig til rette i.
Vi er aldersopdelt med en vuggestue (0-3 år), en mellemgruppe (3-4½ år) og en førskolegruppe (4½-6 år), hvor alle kender alle på tværs af huset. Dit barn vil hurtigt blive tryg ved alle voksne, og som forældre vil I altid kunne finde en medarbejder, I kender
Vores værdier
Gennem hele 2023 har bestyrelse og personale arbejdet på værdigrundlaget for den private institution. Vi har haft flere forskellige dialogprocesser i større og mindre grupper, og disse processer har ført os frem til vores fælles værdier:
BØRNEHUSET I FREDENSGADE - DET LILLE HUS, HVOR UDVIKLING OG LÆRING ER EN LEG,
og hvor grundværdierne er:
at arbejde målrettet på at fremme fællesskabet og forståelsen for mangfoldighed og tolerance,
at dyrke udviklingspotentialet så barnet føler sig rummet og dannet til at være en aktiv samfundsborger,
at skabe rum for æstetiske læreprocesser, hvor barnets fantasi kan få frit løb,
at skabe trygge, hjemlige rammer så barnet får de bedste forudsætninger for at kunne tilgå sunde relationer i et samspil med nærværende og relevante voksne.